Selvom Serie A i dag ikke længere betragtes som verdens stærkeste liga, er den stadig en favorit blandt mange fans af det smukke spil. Ligaens storhedstid var uden tvivl i 1990’erne, hvor italienske klubber formåede at tiltrække stort set alle verdensstjerner. Før Bosman-dommen kunne klubber dog kun stille med tre udenlandske spillere, hvilket gav plads til lokale talenter og samtidig styrkede det italienske landshold.
Ligaen var dengang ekstremt konkurrencedygtig, og alle Serie A-hold havde et højt niveau. Gennem årene har antallet af deltagende klubber varieret – længe spillede man med 16 eller 18 hold, men de sidste ni sæsoner har ligaen haft 20 hold. Serie A afvikles i et dobbeltrunde-format, hvor holdene møder hinanden hjemme og ude, i alt 38 spillerunder. Den første halvdel af sæsonen kaldes ‘andata’, og spilles om efteråret, mens den anden halvdel, ‘ritorno’, finder sted i foråret. Før udvidelsen til 20 hold blev pointlighed afgjort med omkamp, men i dag benyttes indbyrdes opgør, og derefter målscore, som tiebreaker.
Napoli er den nuværende italienske mester og bragte Scudettoen tilbage til byen efter 33 år. Udover mesteren kvalificerer de tre øverste hold sig til Champions League, mens de tre nederste rykker ned i Serie B. De to bedste hold i Serie B rykker direkte op, mens en tredje oprykker findes via et kompliceret playoff-system.
Italiensk fodbold har været ramt af flere kriser – den største i nyere tid var da Juventus i 2006 blev tvangsnedrykket til Serie B for matchfixing, trods de på det tidspunkt var regerende mestre. Skandalen er kendt som ‘Calciopoli’. Mesterskabet blev i stedet tildelt Inter Milan, som dermed blev den eneste klub der aldrig er rykket ud af Serie A – en ære de tidligere delte med Juventus. Trods skandalen er Juventus den mest vindende klub i Serie A med 36 titler, efterfulgt af Milan og Inter Milan med hver 19.
Andre mestre inkluderer Genoa (9), Torino, Bologna og Pro Vercelli (7), Napoli og Roma (3), Lazio og Fiorentina (2) samt Cagliari, Casale, Verona, Novese og Sampdoria (1). Spezias krigstids-titel fra 1944 anerkendes ikke officielt af forbundet.
Italienske klubber har også haft stor succes i europæiske turneringer. I Champions League – tidligere kendt som Europa Cuppen – er AC Milan den mest succesrige italienske klub med 7 titler. Inter Milan har vundet 3 gange, mens Juventus har 2 sejre. Italienske klubber har dog også tabt mange finaler: Milan har 4 finalenederlag, Inter 3, og Juventus hele 7. Fiorentina, Roma og Sampdoria har hver tabt én finale.
Den seneste italienske Champions League-vinder var Inter Milan i 2010, hvor holdet under José Mourinho vandt The Treble (mesterskab, pokal og Champions League). Italien er nummer tre i Europa målt på Champions League-titler med 12, men ligger nummer ét i tabte finaler – med 17 nederlag.
Sidst opdateret: 30. januar 2024.
